Du store verden (forordet)
Om en uge udkommer min nye bog, Du store verden, samtaler om verden med Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft på Rosinantes Forlag. Det glæder jeg mig til! Hvis ikke du kan vente til fredag d. 19. oktober, kan du læse forordet (og 1. kapitel) her:
Velkommen til to erfarne herrers samtale om verden!
Det er indlysende at invitere Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft sammen til en længere samtale, som kommer videre omkring i verden, tid, historien og stemning. Jeg har længe haft lyst til at indfange denne samtale, siden første udsendelse af samtaleprogrammet »Ellemann|Lykketoft«, faktisk. For Uffe og Mogens er så optagede af verden omkring os, de kender den, de interesserer sig for den og forstår at sætte tingene i perspektiv.
Årene har mildnet de to gamle kamphaner, der i 2010 fandt sammen i TV-programmet »Ellemann|Lykketoft« på TV2 News, hvor de fyndigt udlagde verdens gang og begivenheder i god og underholdendesamtale og, nok så interessant for to danske politikere fra hver deres parti, uden at skændes – et faktum, som seerne blev næsten lige så glade for som selve programmernes indhold. Der er ganske enkelt knaphed på politiske modstandere, der taler pænt til hinanden.
Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft er de to statsministre, vi aldrig fik i Danmark; de har begge været statsministerkandidater, men blev, som bekendt, ikke valgt. Til gengæld har de tjent godt og grundigt som ministre. Uffe Ellemann-Jensen i et enkelt ministerium i godt 10 år fra 1982 til 1993 som udenrigsminister, den længst siddende efter P. Munch fra Det radikale Venstre, som var udenrigsminister nogle måneder længere i Stauningregeringen fra 1929 til 1940. Mogens Lykketoft har været minister lige så længe, men spredt over længere tid og tre ministerier, fra 1981-1982 som skatteminister, 1993-2000 som finansminister, den længst siddende siden provisorietiden i slutningen af 1800-tallet, samt knap et år som udenrigsminister 2000-2001. Mogens har desuden været formand for både Folketinget, 2011-2015, og FN’s generalforsamling, 2015-2016.
Mogens og jeg er gift, og vi har ført denne samtale i årevis fra hver vort perspektiv, politikerens og journalistens, på rejser, ved morgenbordet derhjemme eller ved middagsbordet, alene eller sammen med venner, kolleger, honoratiores eller andre, der deler interessen for den verden, som omgiver os. Og derfor selvfølgelig ofte også sammen med vores gode venner Uffe og hans hustru, journalist og tidligere chefredaktør Alice Vestergaard.
Uffe er født i Haarby på Fyn i 1941, Mogens er født i 1946 og fra Frederiksberg. Uffe har erindringer fra besættelsestiden, begge er vokset op i efterkrigstiden, som har formet deres verdensopfattelse. Begge nærer dyb interesse for historien, hvilket for Mogens’ vedkommende blandt andet er kommet til udtryk i, at han som 14-årig skrev bind 17 til Grimbergs Verdenshistorie om årene 1945-1960, eftersom samlingen sluttede med bind 16 i 1945.
Både Uffe og Mogens har studeret nationaløkonomi ved Københavns Universitet, de har haft mange af de samme lærere. Efter at være blevet cand.polit. gik Mogens gik den lige vej til Socialdemokratiet, Uffe den snørklede til Venstre. Mogens var aktiv i studenterpolitik i Frit Forum, han var militærnægter og stærkt kritisk over for krig, ikke mindst amerikanernes krig i Vietnam, som var med til at forme hans verdensbillede og syn på USA. Uffe har været soldat, ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste som reserveofficer og beskriver sig selv som gammel koldkriger. Begge dele er sandt og respektabelt, og deres samtale, uanset hvor og hvordan den finder sted, er da også altid fuld af gensidig respekt. På deres ældre dage har de nærmet sig hinanden i holdninger og verdenssyn, og selv når det ikke lige flugter, så respekterer de hinandens synspunkter.
Min interesse for verden har, som jeg husker det, altid været levende. Min far var oprindeligt fra Siam – nu Thailand – men tilbragte en del af sin barndom og resten af sit liv i Danmark. Han var én af meget få mørklødede udlændinge i den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig og i Den danske Brigade. Under krigen blev han statsløs, og derefter blev han uden videre dansk statsborger. Min mor var fra Slagelse. Vort hjem, som var et pensionat i Taarbæk, myldrede altid med mennesker fra alle kroge af verden, familie fra Thailand, venner og gæster fra udlandet.
En af mine tidligste erindringer er, da mine forældre i 1956 slog dørene op for flygtninge fra oprøret i Ungarn, som blev kvast under sovjetiske kampvognes larvefødder. Der var flere gæster på hvert værelse end normalt; da jeg spurgte hvorfor, svarede mine forældre, ‘sådan gør man. Det har vi pligt til, fordi vi har plads. Og disse mennesker har brug for vores hjælp.’ De havde begge AndenVerdenskrig i frisk erindring og kerede sig om mennesker i nød.
Lige så højt belagt var værelserne på vort beskedne pensionat ved juletid, når studerende og langtidssyge patienter fra Grønland havde fri fra uddannelsen eller udgang fra hospitalet; så boede de på Grønlænderhjemmet i Hellerup, og når der var fyldt, boede de hos os. Vi dansede om juletræet i tre ringe (to den ene vej og én den modsatte) og var altid mindst 50 mennesker juleaften. Vores egentlige familie var far, mor, tre søskende og to bedsteforældre, og så 40-45 grønlændere, som jeg regnede for mine ældre søskende; og det er utvivlsomt deres skyld, at jeg anser mig selv for grønlænder i hjertet, om ikke i bogstavelig forstand. Jeg er i bogstavelig forstand opflasket med grønlandske julesalmer, nogle af dem kan jeg endnu.
Jeg er vokset op, omgivet af mange forskellige mennesker af forskellige kulører og trosretninger og med flere sprog, dengang det var flot at være tosproget og flottere at være flersproget. Det er nok her, man skal finde oprindelsen til min intense interesse for verden, som har ført mig vidt omkring, jeg har levet, studeret og arbejdet sammenlagt over 10 år i Kina, jeg har rejst rundt i det ganske land, nabolandene og også den øvrige verden. Jeg kender Mekong-floden som min egen bukselomme. Jeg har i 30 år rapporteret fra regionen til adskillige danske medier, trykte, æterbårne og nu om dage også de digitale.
Jeg har udforsket verden i jordhøjde, med snuden i sporet, plovfuren, den flækkede træstamme på floden, på den vidtstrakte steppe og i øjenkontakt med mennesker fra alle mulige hjørner af samfundet, høj som lav, mange steder på kloden. Jeg har oplevet og beskrevet verden gennem mennesker og skæbner.
D’herrer tidligere ministre er endnu mere berejste end jeg, de har oplevet samme verden oppefra, ved magten, med adgang til og samarbejde med alskens pinger, kolleger, præsidenter, premierministre, beslutningstagere, diktatorer og demokrater. De har siddet med ved mødebordene og medvirket, når store og vanskelige beslutninger af konsekvens for millioner af mennesker blev truffet, de har fisket og/eller været i sauna med kollegerne, de har løst vanskelige globale eller regionale opgaver og hjulpet folk i nød, og fejlet har de også. De har med andre ord oplevet verden fra oven. Og det var årsagen til, at TV2 News rekrutterede dem til fjernsynsprogrammet.
I al sin enkelhed er bogen en uddybende fortsættelse af Uffes og Mogens’ ugentlige samtaler på TV2 News og siden begyndelsen af 2018 i »Uffe og Mogens om Verden« på DK4, som i samarbejde med Det udenrigspolitiske Selskab sender et program om måneden. Her er det bare mig, der lægger op til samtalen – ganske lig vores uendelige samtale i det daglige.
Det er ikke, fordi vi mangler meninger om verden i Danmark. Men Uffe og Mogens adskiller sig fra det øvrige frodige hjemlige kommentariat af iagttagere, forskere og analytikere, journalister og spindoktorer ved faktisk at have siddet ved magten og truffet afgørende beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for riget og også den videre verden. De to har som få haft fingrene i danmarkshistorien og været med til at forme den i et par årtier, hvilket i mine øjne giver deres meninger og holdninger ekstra vægt.
Mange husker, hvordan Uffe drog til NATO med påtvungne fodnoter i lange baner og til EU med forbehold, han var uenig i, matchende sokker og med landsholdstørklædet om halsen, ofte med en kvik bemærkning og måske et æble i lommen. Mogens huskes som finansministeren, der skal holde hus med nationens penge, en post, som måske nok vinder respekt, men ikke nødvendigvis venner. Når man vogter over rigets finanser, er der mange, som har forslag til, hvordan de skal forvaltes, og det er aldrig sjovt at skulle sige nej, når folk spørger om penge.
Den eneste egentlige regel for samtalen har været, at den ikke handler om Danmark og indenrigspolitik. Reglen er i store træk blevet respekteret, men også indimellem brudt – med gemytlige drillerier og diskussioner. Det er alvor og anekdoter, enighed og uenighed, historieskrivning fra forskellige hjørner af det Danmark, de begge er vokset op i og har tjent med styrke og overbevisning. Dette er en lang, god samtale, som fandt sted over et par dage i februar 2018 i en stor dagligstue i et gammelt bindingsværkshus nær Kivik i Sverige, stik øst fra den hjemlige Øresundskyst og to timers kørsel over broen til Skånes østkyst, hvor Ingalill Thorsell sørgede for de perfekte rammer på sit Drakamöllan Gårdshotell, hvor vi boede bedårende i bindingsværk, spiste kulinariske herligheder fra omegnen, tilberedt sublimt og med kærlighed og omsorg. Siden er samtalen blevet suppleret med yderligere en simpel frokost på altanen hjemme i Taarbæk en solfyldt formiddag i maj og endnu én i juni, for vor vildtvoksende verden udvikler sig hele tiden, ofte i hysterisk tempo.
På Drakamöllan i februar åndede næsten alt idyl, nøjagtig som i Kirsebærdalen, hvor de mest poetiske øjeblikke i filmen om Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte udspiller sig. Filmen er optaget netop her, omkring Drakamöllan.
Da vi indleder samtalen, kaster en lav, bleg vintersol det smukkeste lys indendørs, gennem de hvide kniplingsgardiner, og også udendørs over den daglige spadseretur i Skånes bløde bakker nær kysten. Her fik vi selskab af Obama, Ingalills selskabelige og energiske sorte labrador, der tillidsfuldt fulgte os omkring. Samtalen fortsætter morgen, middag og aften ... Eneste skår i harmonien var skyderiet på det nærliggende militære øvelsesterræn, der livagtigt mindede os om, at verden er et farligt sted, og Sverige derfor opruster.
Du store verden er på ingen måde en udtømmende samtale. Fokus er på tidens brændpunkter og brudflader; og hvor verden bevæger sig hen. Hvad skyldes det? Forrykkelsen af den globale magtbalance siden Den kolde Krigs afslutning, et stadig mere selvsikkert Kina, Putins provokerende Rusland. Konsekvenserne for verden af valget af Donald Trump til præsident i Amerika, på samspil og konflikt, på klimaudfordringen, og om vi overhovedet kan nå at tøjle den.
Verden er så meget mere, end samtalen kommer omkring. Ikke fordi for eksempel Afrika og Latinamerika ikke er vigtigt og interessant og i udvikling, men fordi samtalen drejer sig om, hvor de største skred og forandringer for tiden finder sted. Samtalen kredser om nutiden, hvordan vi er havnet her, og trækker tråde til det store billede og til fremtiden.
Det og meget mere har jeg forsøgt at få Uffe og Mogens til at indkredse. Til slut forsøger jeg at afæske d’herrer et bud på den ideelle verden, og om de mener, den er inden for rækkevidde. Samtalen er således langtfra slut – den fortsætter, på tv, selvfølgelig, men også i det hele taget om den verden, de to gamle kamphaner, de to statsministre, vi aldrig fik, de to nære venner aldrig holder op med at interessere sig for. Værsgo’, sid med ved middagsbordet under denne samtale om vores alle sammens verden. Det er håbet, at andre vil brede samtalen yderligere ud og fortsætte den ...
Taarbæk i juli 2018
Læs 1. kapitel af Du store verden her
Bestil bogen her
